opfordring til status tjek..

Jeg har i dag siddet i et tog på vej hjem til min moar i Skanderborg (i Jylland for jer der ikke ved det).. fnis.. – men hvad der ikke var så fnise agtigt er, at en af togpersonalet fik et ildebefindende i toget, midt imellem Odense og Fredericia..
Alle kollegerne reagerede selvfølgelig lidt paniske og følelsesmæssigt – og hvem vil ikke gøre det hvis det er en man kender og holder af der ligger der livløs – men det vakte også rigtig mange reaktioner blandt passagerne i toget.. Nogle var meget nysgerrige, og andre blev forarget fordi de andre var nysgerrige, nogle var ligeglade og spillede videre på deres spil osv..
Det der ramte mig, var at det var tydeligt at ret mange blev berørt af situationen – ikke følelsesmæssigt personligt – men på den her “GUD MIT LIV KAN OGSÅ VÆRE VÆK OM LIDT”-agtige måde..
Og det var en stærk stemning og sidde i.. og være vidne til.
Det gav mig et meget stort smil på læben at mærke at jeg ikke har lyst til at ændre noget som helst andet end at gerne vil eje en bil.. og herre gud – den kan jo købes for penge..

Da ambulancen havde hentet den uheldige kvinde, fornemmede jeg ude i mellemgangen en masse reaktioner fra det resterende togpersonale.. Og holdte lidt øje med dem. Ikke fordi jeg var nysgerrig, men fordi en af mine kompetencer er at arbejde med mennesker i sorg.
Da jeg havde lyttet først til min kære mors stemme sige inden i mit hoved “Mimse du kan ikke redde hele verden” (og ja Mimse er mit kælenavn i familien…), og derefter til min stemme af kærlighed til andre “Miriam du kan altid fortælle at du er her” – så valgte jeg at gå ud til dem, og gøre dem opmærksom på at hvis de havde brug for mig, så var jeg tilrådig.
Den imødekommenhed og taknemmelighed jeg modtog i det øjeblik, var så varm og gav mig følelsen af at det var godt at jeg gik derhen.. Ikke for at redde nogen, men bare for at vise at jeg var der.

Det endte med at jeg snakkede med en pige i personalet som havde en meget voldsom ‘ked af det’ reaktion på hændelsen, som ikke rigtig ville foretage sig. Hvad vi talte om vil jeg ikke uddybe, men det endte med at hun kiggede på mig med et smil igennem tårerne og sagde “hold kæft hvor er livet bare skrøbeligt – fuck jeg gider bare aldrig mere ikke gøre det der gør mig glad”…

Og ja.. jeg kan kun give hende ret..

Livet er kun til låns… så lev det nu for helvede.. Der er ikke nogen der kommer og lever det for dig..

Et livsglad smil fra mig til dig..

Om Miriam

Mastercoach Miriam Haaning, med speciale i mentorforløb for iværksættere og ledere.
Dette indlæg blev udgivet i Min egen bedste ven - 2010. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s